Anex - ERP System

De sidste par år har jeg arbejdet på et projekt, når der har været tid og lyst – det er nu så stort, at det er på tide at begynde at snakke om det. Dels er jeg nået til et punkt, hvor jeg har en ret god ide om, hvad jeg vil opnå og dels er nogle af de tilbageværende features noget, jeg ikke er dygtig (nok) til.

Historien bag Anex, TL;DR

Fra ~2010-2019 var jeg med til at bygge Xena – i 2017 blev det købt af EG og jeg var ikke enig i projektets retning derefter. Jeg er stadig stolt af det, vi fik bygget – og navnet Anex skal der nok ikke en Sherlock Holmes til at gætte hvor stammer fra.

Anex startede for at genopfriske mange af de koncepter, vi brugte dengang – og samtidig forsøge at finde løsninger på de ting, der skurrede. Over tid er projektet så blevet mere aktuelt – dels gik jeg selvstændig og dels er der kommet en ny bogføringslov, som ’tvinger’ selv små selvstændige til at skulle anskaffe et online bogføringssystem.

Hvorfor genbygge Dinero, Billy osv.

Tjah. Jeg har rigtig mange forskellige vinkler og svar på det – men ingen af dem trumfer: ‘Fordi jeg kan og har lyst’. Det er selvfølgelig samtidigt et fattigt svar for alle andre end mig, så jeg skal gerne uddybe mine ideer, og så står det jo alle frit for, at se om der er noget værdifuldt gemt midt i Odense.

Hvorfor open-source?

Fordi det er det bedste, du kan gøre for et projekt, du gerne vil have til at eksistere på den lange bane. Det var faktisk en af de ting, vi gerne ville dengang med Xena, men hvor økonomiske interesser kom i vejen.

Hvorfor ikke bare bidrage til et af de andre opensource systemer?

Fordi de ikke vil de samme ting, som jeg vil.

Hvor er koden, hva’, hva’?

Den er på Codeberg i et privat repository. Hvis du gerne vil kigge, så kontakt mig på mail med dit brugernavn på Codeberg, HVIS du højhelligt lover:

  • Ikke at fodre koden til at GenAI (det inkluderer at lave en public fork på Github/Gitlab fx)
  • Ikke bruge GenAI til at danne kode i dine PR’s

Koden er under en MIT licens, så der er frit slag til at modificere, udgive osv.

Hvad nu, hvis jeg gør det alligevel?

Så bliver jeg sur og rejser en skamstøtte her på siden.

Hvad så nu?

Det her var bare en teaser – jeg følger op med en masse indlæg om de tanker, der ligger bag koden og projektet.